Den 22. december blev samtlige akupunktører i foreningen Praktiserende Akupunktører (PA) godkendt som Registrerede Alternative Behandlere (RAB’ere).
Der er tale om en beskyttet titel, som kun kan tildeles, hvis behandlerens brancheorganisation er godkendt af Sundhedsstyrelsen som registreringsansvarlig i henhold til lov nr. 351 af 19. maj 2004. Og det er Praktiserende Akupunktører nu blevet – som den første alternative brancheorganisation herhjemme.
(Flere foreninger er på vej).
Selv om registreringsordningen er frivillig, har Praktiserende Akupunktører valgt, at alle medlemmer skal registreres.
Så når fru Pedersen for fremtiden skal vælge en akupunktør på det mangfoldige alternative marked, kan hun med fordel kigge efter, om terapeuten er RAB’er - som titlen nok vil blive i folkemunde.
En RAB’er opfylder blandt andet en række særlige krav til uddannelse og god klinisk praksis. Praktiserende Akupunktørers uddannelse varer som oftest for akupunkturdelens vedkommende to år. Den indebærer derudover også undervisning i anatomi og fysiologi, patologi og farmakologi, sundhedspsykologi, førstehjælp og klinisk praktik.
Om ”god klinisk praksis” forklarer formand i Praktiserende Akupunktører, Birte Nielsen:
"- God klinisk praksis betyder, at behandleren er forpligtet til altid at opfordre sine klienter til at søge læge, hvis der er tvivl om diagnosen eller hvis han i øvrigt finder det hensigtsmæssigt.
Han skal overholde sin tavshedspligt og sørge for, at der er rent og sikkert, der hvor behandlingerne udføres.
Han skal føre en omhyggelig journal, så der er dokumentation for behandlingsforløbet, lige som han skal være omhyggelig med at fortælle klienterne, hvordan behandlingen skal forløbe og hvilken effekt det vil være realistisk at forvente.
Og så lover han frem for alt ALDRIG helbredelse på forhånd!"
Fremover kan enhver klient, der føler sig dårligt behandlet af sin Registrerede Alternative Behandler klage til vedkommendes brancheorganisation. Og hvis behandleren overtræder den lov, som ligger til grund for registreringsordningen, risikerer han at blive ekskluderet af organisationen og miste sin beskyttede titel.
"Det er Healer-Ringens mål at sikre, at erhvervshealere får mulighed for at blive registreret som RAB – Registreret Alternativ Behandler. Det må forventes, at RAB titlen i fremtiden vil blive betragtet som en afgørende kvalitetsgaranti. For at Healer-Ringen skal kunne forestå en sådan registrering skal der bl.a. foreligge en af Healer-Ringen godkendt uddannelse, der dækker 660 t. Af disse skal 260 timer udgøres af basisfag, mens 400 timer er den egentlige terapeutuddannelse. Healer-Ringen afholder den 4. januar 2004 en konference i Købehavn med henblik på en drøftelse af det nærmere indhold og fastlæggelse af en model. Det er Healer-Ringens ønske, at så mange healer-skoler som muligt bliver involveret i dette arbejde, idet det er vores mål at bevare mangfoldigheden inden for området. Vi finder, at det er vigtigt, at healerne er med i udviklingen, og vi opfordrer jer til at deltage i mødet og i det hele at støtte Healer-Ringens arbejde."